søndag den 19. januar 2014

En ny verden



Jeg har lige trukket stikket i nogle dage fra bloggen, da lille J aka den lille padawan kom til verdenen i søndags kl 6.16. 

Nu nyder vi tilværelsen og bruger meget tid på at observere ;-) Det er en helt ny skøn verden.

mandag den 13. januar 2014

Babysengepladsen er klar





Baby-sovepladsen har været klar i et stykke tid nu. Det er så hyggeligt at gå og indrette, selvom pladsen er træng i vores lille lejlighed. Puden og bolden er også vist her og her. Dynebetrækket har jeg syet af stof fra stof2000 og sengeranden har søde Anne været så sød at sy til mig, se den her. Stoffet på den ene side er det samme som stoffet til dynebetrækket og på den anden siden er der noget lilla stjernestof ligeledes fra stof2000.

fredag den 10. januar 2014

Skinkestang



Endnu en 80'er klassikker har sneget sig ind på bloggen.

I sidste weekend havde vi besøg af min australske ven og hans kæreste. Han elsker alt med kød. Da vi var i Australien for 4-5 år siden var vi til barbecue hos ham, hvor vi fik lækre bøffer og tilbehøret var pølser - ja så er stilen ligesom lagt, høhø! Da skinkestang både er dejlig dansk med butterdej og ret så dejlig snasket faldt den i god jord.

Jeg lavede den på følgende måde.

2 stænger skinkestang.

2 pakker butterdej (jeg brugte det fra køledisken som er klar til brug)
1 stor pakke champignons i skiver
2 pakker pikant flødeost (ikke light, det flyder for meget ud)
3 pakker sandwich-skinke i små tern (ca. 450 g)
1-3 tsk sennep (efter smag)
Peber
1 æg til pensling.

Steg champignons i lidt olie. Bland champignons, flødeost, skinke, sennep og smag til med peber.
Rul butterdejen ud og kom fyldet på. Skær evt. ca. 2 cm skrå strimler og 'flet' dejen ind over fyldet. Evt. kan siderne bare lukkes ind over hinanden og pensl tilsidst stangen med et let pisket æg.

Bages i ovnen i ca. 20 min ved 200 grader.

Lidt 80s, men det smager jo dejligt!



onsdag den 8. januar 2014

Patchwork bold

Jeg har før lavet en patchwork-bold, som var med i en give away, men da der er utrolig mange i vores omgangskreds, som har termin her i januar er produktionen blevet startet igen. Dog er disse lavet delvis på symaskine. Det går noget hurtigere. Den ene bold er dog til eget brug og pynter lige nu i babysengen, indtil der kommer en som bliver stor nok til at lege med den!!!








Boldene er lavet på følgende måde:

Klip 12 ens 5-kanter (jeg brugte bare nogle go-cards)
Ri stof på disse 5-kanter. Jeg havde en rikant på ca. 1,5 cm.
Sy dem sammen så de danner 2 'skåle' med 6 5-kanter hver (dette kan gøres på maskine).
Sy de to 'skåle' sammen men lad en åbning stå så fyldet kan komme i (dette syede jeg i hånden)
Til fyld brugte jeg pudefyld fra en Ikea-pude til 15 kr.


mandag den 6. januar 2014

Betræk til ammepude




Jeg har for noget tid siden købt en ammepude med fossflakes fyld. Der fulgte et lilla betræk med pingvinger med ammepuden. Det var egentligt fint nok, men jeg syntes, at det kunne være sjovt at prøve at sy et betræk selv. Jeg fandt dette elg/rådyrs stof i ikea. Det er ret kraftigt i vævningen, så tænkte, at det ville være godt til puder. Ammepuden er lavet med en kuvert-lukningen og selvom printet er stort synes jeg at det fungerer fint til puder.

Ang. fossflakes ammepuden, kan det varmt anbefales at købe en med sådan fyld. Nu har jeg ikke prøvet at bruge den til det oprindelige formål endnu, men jeg sover ret tit med den for at få hovedet lidt højt (hurra for halsbrand) eller når der skal tv-hygges i sofaen. Fyldet falder ikke sammen og holder formen.




Puden er ca. 35 x 35 cm og er tænkt som en lille pyntepude i babysengen.

søndag den 5. januar 2014

Nytårsforret: rejesalat med mango, ingefær og chili

Nytårsaften tilbragte vi sammen med nogle venner og venners venner.

Menuen bestod af


Nedenfor billederne vil jeg skrive opskriften på rejesalaten - en opdatering af en dejlig 80'er klassikker.  En utrolig nem og hurtig opskrift.






Forretten blev lavet på slump, så mængderne må tilpasses.

Rejer, mango i små tern og snittet forårsløg blandes sammen. Dressingen laves af sesamolie, limesaft, fint revet ingefær, fint snittet frisk chili, salt og peber. Dressingen hældes over reje-blandingen og det anrettes oven på ruccula salat og avodokado skåret i fine skiver.

Vola, en forret som smager virkelig godt og som ingen tid tager at lave.

lørdag den 4. januar 2014

Regnslag til læder-pusletaske


I november var jeg i butikken Strut på Fælledvej i København (de har også en webshop med udsalg ligenu!) for at købe min pusletaske. Pusletasken er i lys læder, og jeg tænker, at den er lidt sart for vinterregn og -slud. 

Derfor har jeg syet dette regnslag i noget gennemsigtigt voksdug med hvide prikker fra stof 2000. Jeg har lavet en klap foran som lukkes med velcro. Regnslaget er måske en lille smule stort, men som uerfaren symaskine-bruger og syer, så fandt jeg det ret så svært, både at sy i det her voksdug men også at måle korrekt ud. 

Jeg har givet 30 kr for det stykke voksdug, som jeg har brugt til tasken, så det er et billigt regnslag.

Det færdige resultat
Mine optegninger
Regnslag undervejs






Regnslag er færdig


onsdag den 1. januar 2014

Godt nytår - med et par tilbageblik



For det første vil jeg benytte dette indlæg til ønske alle et rigtig godt nytår. Jeg er spændt på hvad 2014 bringer.

Ved årsskiftet er det altid populært at lave en status på året der gik, og jeg vil da lige fremhæve et par punkter fra 2013.


  • I august genoptog jeg blogging. Jeg er så små ved at finde mig tilrette i blogverden igen, men jeg prøver stadig nogle forskellige ting af (bla. sponsorerede indlæg). 1000 tak til dem der stadig hænger i og de nye læsere der er kommet
  • I april købte vi vores kat, Elvis 

  • Men det største der er sket i 2013 er at jeg blev gravid og har termin om 2 uger og 1 dag.

    Godt nytår :-)

mandag den 30. december 2013

Fuldkornslasagne med en masse grønsager

Ovenpå al julemaden og julefrokostmaden er det nu meget rart med noget helt almindelig hverdagsmad. Igår lavede jeg denne lasagne. Det blev en lasagne med rigtig mange grønsager og uden bechamelsovs.

Opskriften ses nedenfor.





850 g løg, rodfrugter og blegseleri (Jeg brugte 1 løg, 3 stængler blegseleri og 5-6 gulerødder og 3 pastinakker)
500 g hakket oksekød
Lidt olie
6 pressede hvidløg
3 tsk paprika
7 dl minimælk
1 dåsetomat
2 dl vand
1 dåse tomatpuré
Ca. 2 tsk tørret oregano
Ca. 2 tsk tørret basilikum
Ca. 1/2 tsk cayennepeber
1 pose revet ost
Rasp
1 kasse med fuldkornslasagneplader
Lidt balsamicoeddike
Salt 
Peber


Steg kødet i lidt olie til evt. væde er fordampet. Kom hvidløg og paprika ned i gryden og rør rundt.
Tilsæt hakket løg og blegseleri, revet gulerødder og pastinak (jeg brugte bare et almindeligt rivejern), mælk, dåsetomat, vand, tomatpuré, oregano, basilikum og cayennepeber. Lad sovsen småkoge i 15 min. Rør jævnligt og smag den til med balsamicoeddeike, salt og peber.
Tag ca. 1/3 af osten fra topping. Fordel 1/4 af kødsovsen i bunden af et smurt fad, fordel lidt ost over sovsen, inden lasagneplader lægges over. Gentag 2 gange og slut af med kødsovs. Kog stanniol over fadet og bag lasagnen ved 200 grader i 30 minutter. Tag stanniolen af, pres pladerne let og kom ost og lidt rasp over lasagnen. Bag lasagnen yderligere i 20 minutter uden staniol.  Lad den hvile i 5-10 min inden tænderne sættes i den :-)

søndag den 29. december 2013

Glædelig (bag)jul


Der har været lidt stille på bloggen her over jul. Jeg har brugt julen, ligesom så mange andre, på at hygge med familien, spise alt for meget dejlig julemad, slappe af og ligge på sofaen - og så har jeg fået nogle helt fantastisk gaver.

Faktisk har jeg ikke skulle ud i det ville bytte-ræs. Her er et lille udpluk af julegaverne. Kjolen må jeg nok vente med at bruge til maven er forsvundet, da jeg er lidt bange for at den ellers bliver for deform.

julegaver

Håber I har haft en dejlig jul og har fået nogle gode gaver?

lørdag den 21. december 2013

Gulerodsmufffins





Til fødselsforberedelse i apa var det min tur til at have snacks med, så jeg valgte at bage gulerodsmuffins. Når jeg bager gulerodsmuffins bruger jeg altid New Yorker By Heart's opskrift. Den er super god.

Ud af opskriften fik jeg lidt over 30 små muffins, men jeg vil tro at den kan give ca. 20 stk muffins i almindelig størrelse.

Jeg lavede dem på følgende måde:

325 g sukker
3 dl rapsolie
4 æg
300 g mel
1 spsk kanel
1 tsk fint salt
2 tsk natron
375 g revet gulerødder
50 g hakket valnødder

Frosting
200 g flødeost
50 g blødt smør
ca. 275 g flormelis

Pisk sukker og olie sammen. Pisk derefter et æg i ad gangen. Pisk rigtig godt. Sigt mel, kanel, salt og natron i dejen og pisk (sæt piskeren på et lavere niveau). Vend dernæst gulerødder og valnødder i dejen.
Fyld dejen 1/2-2/3  op i muffinsformene. Bag dem i ca. 15-25 min ved 200 grader.

Frosting laves ved at piske flødeost og smør cremet. Tilsæt flormelis (lidt ad gange, smag og tjek konsistensen og kom flormelis i hvad der passer til din smag!). Det kommes på kagerne, når de er kolde.


Ang. apa er det et sted på Østerbro i København, hvor man bla. kan gå til gravid-gymnastik, fødselsforberedelse og der er også nogle efter-fødselshold. Jeg har gået til både High - sved på panden og Førstegangsfødende fødsels- og forældreforberedelse og jeg kan varmt anbefale stedet, underviserne og holdene.

torsdag den 19. december 2013

Babyhue og -vanter

Det er blevet til lidt hjemmestrik til den kommende baby. At læse opskrifter er ikke min stærke side, men Heidi med bloggen Woolrock anbefalede mig denne opskrift på en lille babyhue fra den norske strikkeblog Pickles.
Det er første gang at det er lykkes at strikke noget på rundpind! Det bliver sikkert lettere!!




De små vanter er strikket uden opskrift, hvorfor de heller ikke er helt lige store, ups :-) Jeg har strikket dem på almindelige strikkepinde og derefter har jeg syet dem sammen.




Håber de falder i den lille babys smag?!


tirsdag den 17. december 2013

Origami juletræer DIY



Jeg er også hoppet med på origami-juletræer-bølgen. De optræder mange steder, bla. her, her og her.

Jeg har fulgt vejledningen fra My Lifebox Blog.



Related Posts with Thumbnails